Før du gør det selv

Afbryd strømmen

Før du går i gang med at udføre elarbejde, skal du blandt andet være sikker på, at strømmen er afbrudt. Du må ikke begynde at arbejde på elinstallationen, før følgende er gennemført i boligen:

  • Tænd lyset på det sted, hvor elarbejdet skal udføres.
  • Afbryd strømmen til det pågældende sted i måler- eller gruppetavlen. Det er ikke tilstrækkeligt at slukke på afbryderen i det pågældende rum.
  • Kontrollér, at lyset er slukket.
  • For at undgå, at andre tænder for strømmen, imens du udfører elarbejdet, bør du fjerne eventuelle sikringer eller der sættes en seddel på den afbrudte afbryder. Vær opmærksom på, at automatsikringer ikke kan fjernes, men kun afbrydes.
  • Selvom lyset nu er slukket, kan du ikke være helt sikker på, at strømmen er afbrudt. Derfor skal du kontrollere, at der ikke er spænding i nogle dele i arbejdsområdet. Kontrollen kan foretages med en polsøger. Du skal altid sikre dig, at de virker, inden der afbrydes.

El er en naturlig del af vores hverdag og er med til at sikre en høj komfort, men elektriske installationer skal behandles med omtanke. Hvert år udsættes mennesker for fare som følge af forkert udførte elinstallationer. Sikre og korrekt udførte elinstallationer er en forudsætning for, at der ikke opstår el-ulykker eller brand. I dag sælges der flere og flere elektriske produkter til den fingernemme “gør det selv´er”. Du må kun udføre gør-det-selv-arbejde i privatboligen og kun, hvis du ved, hvordan det skal gøres. Denne side indeholder de vigtigste regler for, hvad de selv må udføre af gør-det-selv-arbejde, når det gælder elektriske installationer, og hvad du skal vide inden du går i gang.

Det må du selv gøre

Almindelige 230V afbrydere og stikkontakter uden jordforbindelse må du selv udskifte, men kun hvis der allerede er en afbryder eller en stikkontakt. Du må også opsætte og nedtage lamper, som forbindes til lofts- eller vægdåser. De moderne halogenlampesæt må du selv sætte op, når de sælges som en lampe, d.v.s. når alle delene leveres samlet. Du må lave forlængerledninger, udskifte stikpropper og ledninger og lave andre reparationer på dine el-apparater, her er der nemlig ikke tale om faste installationer.

Det skal en autoriseret elinstallatør gøre

Arbejde med den faste ledningsinstallation, installering af nye stikkontakter og etablering af nye lampesteder, afbrydere m.m. skal udføres af en autoriseret installatør. Den faste installation er typisk det, du ikke må tage med dig, når du flyttes fra en bolig, f.eks. el-tavler, dåser i loftet og ledninger i væggen.

Ældre installationer
Når lamper hænges op, eller når afbrydere og stikkontakter udskiftes, er det vigtigt, at ledningerne monteres på samme måde som i det udskiftede materiel. Ledningsfarver som sort, hvid og rød kan være brugt forskelligt, og en sikker montering ud fra farverne kan ikke lade sig gøre. Når en ældre afbryder skal udskiftes med en ny, kan det ske, at ledningerne er for korte. Er det tilfældet, så kontakt E. C. VVS & EL A/S , for så skal ledningerne sandsynligvis trækkes om.

Nyere installationer

I nyere installationer er det almindeligt, at en lyseblå ledning er nulleder og en brun leder er faseleder. Når du udskifter en stikkontakt skal den lyseblå nulleder tilsluttes nulklemmen, der normalt er blå eller grå og mærket N, og den brune faseleder skal tilsluttes faseklemmen der normalt er rød eller brun og mærket F eller P eller L.

Skrueløse klemmer

​Nyere typer afbrydere og stikkontakter har skrueløse klemmer, som den blanke ledningsende blot stikkes ind i. Der er normalt to huller i hver klemme, og der må kun komme en ledning i hvert hul.

Skrueklemmer

​Afbrydere og stikkontakter kan have almindelige skrueklemmer med skruer. Når du monterer ledningen er det vigtigt, at du spænder skruen, dog uden at spænde for hårdt, Spænder du ikke skruen, kan en løs forbindelse medføre brandfare.

Hårde hvidevarer

​Hårde hvidevarer tilsluttes ofte 400V. Du må gerne selv tilslutte apparatet, når der er en 400V stikkontakt, men husk, at hvidevarer skal ekstrabeskyttes mod elektriske fejl. HPFI-afbryderen giver denne ekstrabeskyttelse.

Hvis apparatet skal tilsluttes direkte til den faste installation f.eks. til en dåse på væggen, skal det gøres af en fagmand.

Jordforbindelse

​PAS PÅ. En grøn/gul ledning skal sikre jordforbindelsen af elektriske apparater og forbindes til jordklemmen. Forkert forbundet er det livsfarligt, fordi apparatet kan blive strømførende.

Selvom man gør det selv, skal man overholde reglerne.​